Derfor bibelcamping

Derfor kommer vi på Skovgårde Bibelcamping..

    • Maria og Martin
    • 2 børn (9 mdr og 4 år)
    • Bor i Låsby
    • 3. år på Skovgårde
    • Birgit og Jakob
    • 3 børn (1,3 og 6 år)
    • Bor i Randers
    • Mange år på Skovgårde
    •  Gitte og Martin
    • 7 børn + børnebørn
    • Bor i aulum 
    • 21. år på Skovgårde sammen
    • Ellen og Daniel
    •  Venter første barn
    • Bor i Aarhus, på vej til Herning
    • 1. år på Skovgårde 

Læs mere herunder

Maria og Martin

Vores udgangspunkt er, at vi gerne vil på bibelcamping. Vi er begge vokset op med bibelcamping, og på den måde er det helt naturligt for os. Vi startede med at komme på Skovgåde, mens vi stadig boede i Aarhus med vores fællesskab der. Her deltog vi bare nogle enkelte aftener.

I hverdagen er det svært at få noget ud af møderne i missionshuset, fordi vi også har børnene at tage hensyn til.

Nu har vi en hel uge, hvor vi har tid til fordybelse, og det er virkelig dejligt. Der er jo børnemøder, så vi begge kan komme afsted, men nogle gange skiftes vi også bare til at tage af sted.

Det er samtidigt fantastisk med små børn. Det er meget trygt og de kan bare rende rundt, som de vil. Samuel har hurtigt fundet nogle af lege med, og han svarer også hurtigt, at det bedste ved at være på Skovgårde ”det er at lege”.

Vi kan godt lide, at det hele er meget overskueligt. Der er bibeltimer, aftenmøder og så nogle enkelte seminarer ind imellem, så vi synes næsten vi kan nå det hele. For os er det en god blanding af ferie, og ferie med indhold. Vi har også tid til at tage på tur, hvis vi vil, f.eks. til Vaffelbageriet i Fjellerup eller Kattegatmuseet.

Vi vælger Skovgårde, ikke så meget pga. programmet, det er mest af alt konceptet vi er glade for. Men nu plejer programmet så også at være godt. Det er helt klart en uge vi ser frem til, så vi regner da bestemt med at vi skal med igen næste år.

Birgit og Jakob

Vi er 10 familier i vores familieklynge hjemmefra, og det er kun én familie der ikke er med her. Vi har været her i mange år og har efterhånden fået flere og flere med.

Vi har boet på den samme vej her i alle årene. Men der er ikke kun Randers-folk omkring os. I det hele taget får man blandet folk godt her, og så er der gode muligheder for at snakke med nye mennesker. Man falder i snak med dem man spiller volleyball med, eller dem der sidder med deres børn ved sandkassen.

Skovgårde skaber nogle fantastiske rammer. Vi fik at vide i starten, at børnene de er de vigtigste. 

Og børnene glæder sig også meget til Skovgårde – de spørger til det i løbet af året. Det er ikke en selvfølge at Emil på 3 år bare kan løbe rundt, men det kan han, og de er alle vilde med det.

Børnene har venner fra klyngen som de kan være sammen med på en anden måde end de er vant til. De kan løbe rundt, for det er dejligt trygt her. Kristoffer (6 år): ”Det bedste er Børnehjørnet, hoppeborgen og vennerne – og så kan vi høre om Jesus.” Og der er noget der tyder på, at Børnehjørnet er populært. ”Allerede en halv time før Børnehjørnet starter sidder der en stor flok børn og er klar”. Allerede fra 4. klasse er der Junior Street, så det bliver da godt for Kristoffer at kunne komme på sin helt egen lejr der.

For os er det hele meget nemt. Vi er sammen med nogen der er samme sted i livet som os selv. Vi bliver selv tanket op, og vi skaber nogle rammer for vores børn. Vi kan sidde ved en bibeltime og bagefter gå op og vende det med naboen. Det giver noget ekstra indhold, og det er jo i sidste ende derfor vi er her. Der er også et godt lovsangsband. Ja, helt overordnet er der nogle tydelige værdier her, og de harmonerer godt med vores egne.

Jeg har et billede af Skovgårde, fortæller Jakob, hvor vi alle har flyttet bordene ud på gaden, og så spiser vi aftensmad sammen. Fællesskabet er nemlig vigtigt, men det er da værdisættet her der er det afgørende.

 

Gitte og Martin

”Jeg er kommet her i 35 år, siden jeg var helt ung”, fortæller Martin, og forsætter ”og da vi så selv fik børn, så begyndte vi at komme her med dem”. Vi har været her med vores 7 børn, men de er jo fordelt lidt aldersmæssigt, så de har ikke alle været i campingvognen samtidigt. For der er jo både Junior Street og Teen Corner for børnene når de bliver lidt ældre.

Nu er børnene voksne, og så kommer de her med deres familier. To af vores børn bor her fast, og nogle af de andre kommer på besøg ind imellem. På et tidspunkt var vi 16 samlet her. Men vores børn bor her sammen med deres venner, og ikke sammen med os.

 

Det passer os rigtig godt at være her samme sted som vores børn. Vi kan være os selv, de kan være sig selv, og så er vi alligevel sammen. Det er perfekt.

Vi er aldrig kommet her sammen med nogen, men efterhånden er vi jo kommet til at kende nogen. Der er meget åbent, så man passer ikke bare sig selv, men snakker lidt med alle.

Først og fremmest så kommer vi her fordi der er rigtig god forkyndelse her. Det er en oase for os, eller en tankstation, hvor vi får fyldt på. Man kan også kalde det en multi-station, for det er meget alsidigt at være her – der er mulighed for fællesskab, ferie, afslapning og påfyldning. Vi kan også rigtig godt lide musik, og her er der dejlig musik med liv i.

Vi nyder, at det ikke er for stort her. Vi synes vi kan nå det hele – vi deltager i det meste uden at vi bliver stressede over det. Vi bliver mest her, tager bare en enkelt tur til Vaffelhuset. For det hele er jo her med rigtigt gode faciliteter i fin standard.

Vi kommer her så længe vores børn er her og så længe Gitte er på arbejdsmarkedet.

I hverdagen er det svært at få noget ud af møderne i missionshuset, fordi vi også har børnene at tage hensyn til.

Ellen og Daniel

Det er vores første år på Skovgaard, i hvert fald sammen”. For Daniel har været her sammen med sine forældre som barn og også en gang med IMU.

Vi var enige om, at vi skulle på bibelcamping. Det har vi begge gjort førhen. Det er for os et godt mix af afslapning og møder, hvor man kan blive bygget lidt op og få nogle input. ”Vi kom hver for sig på hhv. Hjallerup og Lystrup Have, så derfor valgte vi en helt tredje løsning” siger de samtykkende, mens de kigger hinanden i øjnene og ler. 

  Vi havde hørt godt om Skovgårde, og så ligger det et godt sted, og programmet syntes vi så spændende ud. Vi kender ikke rigtigt nogen, kun nogle få perifert. 

Men folk er imødekommende og kommer og hilser på, så det har været rigtig hyggeligt. Vi har også mødt et enkelt andet par uden børn, og dem mødtes vi lige med til brætspil her den anden aften.

Det tiltaler os, at det er et lidt mindre sted, især når man som os er helt ny her. Så bliver man nok ikke så let overset. Der er også nogle rigtig gode faciliteter her med grill og en fantastisk beliggenhed tæt på stranden.

Vi havde tænkt hjemmefra, at vi nok ville på nogle udflugter, men vi har faktisk ikke haft det store behov. 

Vi har lige været i Fjellerup for at få en is, men ellers har vi også bare hygget os med en god bog, og Daniel har spillet lidt volleyball. Så selvom vi ikke rigtig kender nogen, så er tiden gået rigtig hurtigt.